Modul 1.1. Mikroskopisk Anatomi (Histologi) (T)

De er tæt sammenliggende celler, der er placeret på en basal lamina. De kan være en-, fler- eller pseudolagdelt, samtidigt med de kan være plade-, kubisk- eller cylinderepithel.

Der kan været placeret mikrovilli eller cillier

Det afhænger af hvor epithelvævet er placeret:

Epidermis dannes fra ektoderm

Bughulens mesothel og blodkarenes endothel dannes fra mesoderm
Mavetarmkanalens overflade dannes fra endoderm

Det består af ekstracellulære substanser, samt specialiserede celler

Mesoderm

Muskelvævet er organiseret i muskelceller og bindevæv

Mesoderm

Musklerne i iris

Det er organiseret i neuroner, neroglia og bindevæv ved hjernehinder og hjernens blodkar

Ektodermen

Cellernes form: tenformet

Kernens form: affladet, oval

Kernenes placering: centralt placeret

Cellernes form: kvadratisk

Kernens form: spherisk

Kernensplacering: centralt placeret

Cellernes form: søjle (cillier)

Kernens form: oval
Kernens placering: placeret nær basis

Cellernes form: Mod basallamina er der et lag af kubisk- eller cylinderepithel. Derpå er flere lag af ureglmæssige affladede celler
Kernens form: spherisk

Kernens placering: mister kernen nær overfladen

Cellernes form: kvadratisk
Kernens form: spherisk
Kernens placering: centralt placeret

Cellernes form: søjler (cillier)

Kernens form: oval
Kernens placering: placeret nær basis

Det forekommer sjælendt

Cellernes form: Mod basallamina et lag af kubisk/cylinder epithel. Derpå flere lag af affladede celler, store konvekse celler, 1 eller 2 lag af kubiske celler og store falde celler
Kernens form: varierende
Kernens placering: varierende

Paraplyceller

Urothel

Cellernes form: Søjler af forskelige højder
Kernens form: oval

Kernens placering: flere niveauer

Den ydre overflade / toppen af cellen

Den indre overfalde / bunden af cellen

De øger overfaldearealet betydeligt. De findes på enlaget cylinderepithel

Aktinfillamenter

9 + 2 struktur

Bevægelige fimrehår der fjerner slim i luftvejene

Ubevægelige fimrehår, de findes i bitestiklerne, sædlederen og den vestibulære gang i øret

Den tynde, paldeformede struktur som adskiller epithel fra bindevævet

Det ydre væv adskilles fra det indre væv

Cellemembranen

Der er forskel i den apikale ende og den basale ende af cellen. Både med hensyn til formål og til struktur

Ja, den har altid til funktion at bevare kontakten med nabocellen.

Den apikale overflade, hvor der kan påsættes forskellige ting, eksempelvis mikrovilli eller cillier

Mikrovilli og stereocillier øger overfladearealet, hvilket øger absorptionen. Derudover har de okkluderende cellekontakter stor betydning for permeabilitetsbarrieren mellem nabocellerne

De er lukkede

Cillier der flytter væske eller slim i en retning

Cillier der flytter væske eller slim. Derudover kan forankrende cellekontakter på den laterale flade (okkluderende kontakter) anvendes i områder med meget fysisk stress

I én retning, ved kordinerede asynkrone bevægelser

Desmosomer

Endokrin, eksokrin, merokrin, apokrin og holokrin

Der udskilles hormoner i blodet

Der udskilles et produkt til organismen overflade (eksempelvis via huden eller til et andet organ)

Udskillesen sker via eksocytose, uden der sker et tab af egen celle

Via vesikler transporteres stoffer/produkter ud af cellen

En del af den cytoplasma der er palceret i den apikale ende, afsnører sig selv samme ned cellens sekretionsprodukt

Produktet udskilles ved at cellen "begår selvmord" og går i stykker. Derved udskilles det produkt cellens cytoplasma indeholdt

Unicellulær kirtel: En enkel sekretorisk celle

Multicellulær kirtel: Flere ensartede sekretoriske kirtler samlet

Unicellulær: Bægerceller der danner mucus
Multicellulær: Secenerende celler i ventrikelen

Simple, sammensatte, tubulære, alveolære, forgrenede og uforgrenede

De simple kirtler er uforgrende hvor de sammensatte er forgrenede.

Tubulære har rørformede endestykker men en ensartet lumen og diameter undervejs. De alveolære kirtler har endestykker der har form som alveoler.

De forgrende kirtler deler sig og har flere endestykker, hvor de uforgrenede har ét endestykke.

Desmosomer, hemidesmosomer, gap junctions, tight junctions, zonula adherens og zonula occludens

De består af stærkt klæbende glykoproteiner samt intermediære proteinfilamenter. De to kobles sammen via et "plauge" der er elektron tæt.

Desmoglein og desmocolin

Plakoglobin og desmoplakin

Epithelceller: keratin
Hjertemuskulatur: desmin

De giver mekanisk stabilitet ved binde to cytoskeletter sammen

De to halvdele i hver celle, der med desmosomet binder cellen til en nabocele, er hver én hemidesmosom. Et hemidesmosom binder celllens cytoskelet til basalmembranen.

At forankre/binde celler til en flade, som det ses med eithelceller der bindes til basal lamina.

Den består af zonula adherens og zonula occludens. Dens funktion er at holde celler sammen

Det består af aktinfillamenter, plaque og cadheriner. Dens funktion er at skabe forankring og binding

Grænserne mellem cellerne er smeltet sammen, så der dannes et bånd. Båndet dannes af at de tilstødende proteiner i hver celler interagere med hinaden. De okkluderende strenge dannes af integrale membranproteiner. Dens funktion er okkluderung/standsning. De slutter meget tæt, så der opstår et impermeabelt miljø

De består af proteinkanaler. Deres funktion er at muliggøre kommunikation mellem celler. Cellerne deler på den måde cytoplasma, således at en gradient vil sørge for at indholdet er ens i cellerne, der er forbundet via gap junctions.

Faste ekstracellulære proteinfibre. Kollagene fibre, giver trækstryker, retikulære fibre giver afstivning og elastiske fibre giver elasticitet.

Flydende ekstracellulære grundsubstanser. Proteoglykaner og adhæsive glykoprotiner.

Proteoglykaner er med til at transportere, fejdre og give modstand. De adhæsive glykoproteiner er med til at forme.

Flere fibre end celler. Her er der tale om velordnede, parallelle kollagenfibrebundte, der skaber en godstyrke. Sener er et eksempel på fast regulært bindevæv.

Flere fibre end celler. De skaber et netværk på kryds og tværs af hinanden af grove kollagenfibre. Det skaber en stor samlet styrke i mange retninger. Dermis er et eksempel på fast irregulært bindevæv.

Elastiske fibrer der lber parallelt. De holdes sammen af løst bindevæv. Et eksempel på elastisk bindevæv er de store arterier.

Hyalinbrusk. Findes i led og trachea
Elastisk brusk. Findes i epiglottis
Fibrøs brusk: er overgangen fra brusk til fast bindevæv. Findes i menisken i knæet

De udsender elektriske impulser i neuronet og kemiske impulser fra celle til celle

De opretholder struktur og fungere som støtteceller ved at de producerer og vedligeholder myelinskederne og giver næring til neuronet.

Hæmatoksylin er en base, der er positivt ladet og den binder sig derfor til negativt ladet materiale, som DNA, RNA og ribosomer. Eosin er en syre, der er negativt ladet og den binder sig derfor til positivt ladet materiale, som mitokondrier, intra- og ekstracellulære proteiner, cytoplasma og røde blodceller.

Det negativt ladet materiale vil være blåviolet mens det postivt ladet materiale vil være farvet i forskellige nuancer fra lyserødt til rødviolet.

Så er det muligt at farve stoffet med basiske farvestoffer, der binder sig til de negativt ladede strukturer

Så er det muligt at farve med sure farvestoffer, der binder sig til de positivt ladede strukturer

Antistoffer til bestemte antigener i vævet, påsættes en farvemarkør. De binder sig og farver på den måde vævet. Derved kan ethvert protein i organismen påvises.

Fordi antistoffet, der binder sig til antigenet i vævet, først derefter farves vha. en markør.

Enzymet peroxidase eller fluorophor, der udsender lys af en bestemt farve. Antigenet kan derved synliggøres

I den direkte metode vil markøren (farven) være bundet til det primære antistof, der så vil sætte sig på antigenet.

Markøren vil her være bundet til det sekundære antistof.

De foregår begge ved at et antistof der har affinitet for antigenet inkuberes med væves, så det kan binde sig til antigenet.

Fordi der sker en oxidation i omsætningen af hydrogenperoxid. Ligesom når jern ruster

Er antistofferne ikke specifikke nok, kan det forkerte protein påvises. Det er svært at vurdere om der er tale om en mislykket farvning, hvis der ikke ses nogen farvede strukturer.

De farver ét specifikt protein

Polyklonale og monoklonale antistoffer. Forskellen ligger den måde de fremstilles på

Er blandinger af antistoffer fra forskellige kloner. De dannes ved at et dyr immuniseres med et oprenset antigen, hvorefter de producerede antostoffer høstes. De er flere kloner, fordi dyrets plasmaceller vil producere mange forskellige antistoffer

En mus inficieres med et antistof der ikke nødvendigvis er rent, hvorefter lymfocytterne fra milten isoleres. Man fusionere så lymfocytterne med myelomceller for at sikre deres levetid. Under fusionen opstår en hybrid, der klones. Der er derfor kun ét bestemt antistof.